Narrativ Salon om Børnesyn

“ Det er ikke let at være barn, læste jeg for nylig i en avis, og jeg blev højst forbløffet, for det er jo ikke hver dag, man læser noget i aviserne, som virkelig er sandt. Det er en revolutionær, der taler. Det er ikke let at være barn, nej! Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da – at være barn?

Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer en selv. (…) Det indebærer endvidere, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår ens udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter.

Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle de voksne på samme måde.”

Sådan skrev Astrid Lindgren blandt andet i læserbrev i 1939.

Meget er sket siden. Og så alligevel? For i dag – næsten hundrede år efter Lindgrens præcise ord – kan man stadig spekulere på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle de voksne på samme måde, som vi behandler børn på. Især hvad angår børn og unge med behov for særlig støtte.

Det har blandt andet betydet, at vi fra 1. januar i år har fået Barnets Lov, der af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bl.a. beskrives således: ”Med de nye bestemmelser i Barnets Lov stadfæster vi et tidssvarende børnesyn, der anerkender børn og unge som mennesker i deres egen ret. Vi sikrer børnene og de unge flere rettigheder – både i lovgivning og praksis.”

På denne Narrative Salon vil DISPUKs direktør Martin Nevers blive interviewet om sine erfaringer med at styrke den løbende inddragelse af børn og unge. Martin laver løbende supervision rundt om i landets kommuner, og ligesom Astrid Lindgren oplevede det i 1939, oplever han, at det kan være svært, meget svært at være barn i dag. Måske fordi rigtig mange børn ikke bliver lyttet rigtigt til.

Eller som Martin siger:

”Når vi tænker i sådant rettighedssprog, som Barnets Lov er skrevet i, er det muligvis fordi vi stadig mangler helt at forstå, at vi ikke kun skal lytte til børnene for børnenes skyld. Vi voksne bliver ganske enkelt klogere, hvis vi lytter til de erfaringer og den viden, som børn ligger inde med. Der er stor forskel på at sige til et barn eller et ungt menneske, at du har ret til at blive hørt, og at sige, at vi gerne vil høre hvad du har at sige. Fordi vi tror på, at vi kan lære noget af det, du siger, som hjælper os med at træffe bedre beslutninger.”