Med Lone Morell på arbejde

Hej Lone. Hvad laver du i dag?

02.09.2024
Af: Olivia Winther
Share

Egentlig skulle DISPUKs konsulent Lone Kaae Morell og DISPUKs kommunikationsansvarlige Olivia Nepper Winther bare koordinere en aftale på mail. Men så skrev Lone dette:

”Alt godt. Jeg sidder på altanen og skal over på Reden og lave supervision om 25 minutter. I dag har de sendt et tema om, hvordan man kan holde til alle de vilde historier. Jeg tænker, vi måske skal snakke kultur og politisk engagement. Har man ikke en særlig moral karakter, når man gerne vil være noget for udsatte kvinder?”

Det fik Olivia til at spidse ører. Så hun skrev tilbage, om ikke hun måtte interviewe Lone om hendes arbejdsdag.

Til de af jer, der kender Lone, så ved I, at hun sjældent følger den lige vej. Og hurra for det.

For få timer efter kom dette svar:

”Jeg gik lige tilbage til Reden og spurgte Gitte, som jeg havde superviseret, og om du måtte ringe til hende og høre lidt om, hvordan det netop er for dem i Reden at arbejde med supervision.”

Så det gjorde Olivia:

Hej Gitte. Du var til supervision med Lone i går, vil du fortælle lidt om det?
”Ja. Jeg arbejder i Reden i Aarhus som socialfaglig medarbejder. Man kan sige, at jeg er ansat til at være et menneske i et andet menneskes liv, forstået på den måde, at jeg skal være til stede og nærværende , når en kvinde kommer ind på værestedet og har brug for et bad, noget mad, en at snakke med eller en trøstende skulder/hånd. På Reden har vi løbende supervision, hvor vi som personalegruppe sidder sammen og lytter, imens en superviseres af Lone. Efterfølgende skriver vi bevidningsbreve. Og i går var de så min tur til at blive superviseret.”

Hvad var temaet for din supervision?
”Det handlede om den afmagtsfølelse, jeg ofte står med i mit arbejde. Mange af de historier, jeg hører fra de kvinder, der kommer til os på Reden, kommer virkelig ind under huden på mig, og jeg har en stor lyst til at hjælpe. Det resulterer i, at jeg ofte bøjer mig mere end, hvad der måske er godt for mig.”

Var der en særlig episode, der udløste det tema?
”Det er et generelt tema for de fleste på mit arbejde, fordi vi er i en slidsom business, kan man sige. Men grunden til, at det måske netop fyldte så meget for mig i går var, at jeg netop havde haft en kvinde, der klæbede sig til mig. Hun kom ind fra gaden i stor krise, og det var tilfældigvis mig, der tog imod hende. Så da jeg havde fri, kunne hun slet ikke give slip på mig. Jeg havde virkelig svært ved at gå, og da min kollega endelig fik mig afsted, kunne jeg ikke slippe kvinden i mine tanker.”

Hvordan var det at tage op til supervision?
”Det var rart. Det er som sagt en slidsom buisness, vi er i. Det er et vilkår her, men fordi det går så stærkt i vores hverdag, er det ikke altid, at vi har tid til at tale med hinanden om det, der bøvler. Men når vi går ind i supervisionsrummet, bliver der gjort plads og tid den sårbarhed, der følger med ved arbejdet som andres skulder. I går fik jeg sammen med Lone ventileret en problematik, der fylder hos mig, og samtidig fik jeg mulighed for at få mine kollegaers perspektiver på det. Det gav mig en ro i maven at finde ud af, hvor meget, mange af mine kollegaer kunne relatere sig til det problem, jeg tog op. Det giver mig mod og lyst til at være den, jeg er, og tale højt om, hvad der kan være svært.”

Hvordan har du haft det siden?
”Bare fra i går til i dag har det sat en masse tanker i gang i mig. Om hvor vigtigt det er, at jeg får passet på mig selv. Det er ikke fordi, jeg vil lave en masse om ved min måde at arbejde på, for det er sådan, jeg er som menneske. Men jeg er blevet optaget af, hvordan jeg – når jeg nu bruger mig selv så meget i mit arbejde – finder nogle strategier til at passe på mig selv. Så jeg fortsat kan passe på de andre. Og så synes jeg, at det er rart, at mine kollegaer nu ved det og måske kan hjælpe mig lidt.”

 

Narrativ supervisoruddannelse

Overvejer du at læse til supervisor. Så se mere her

Læs mere

Du vil måske også synes godt om…

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.